Sankey trailer

Wide Track Sankey
Wide Track Sankey

Oprindelig produceret af GKN Sankey til det engelske militær, fortrinsvis til brug for deres Land Rovers. Det engelske forsvar kaldte dem rettelig  "Trailer, Cargo 3/4 ton 2WH F.V 2361" Men navnet Sankey hang ved, også efter at mange andre firmaer producerede den samme type trailer til det bristiske forsvar. 
Engang var de billigt overskudsmateriel, der blev solgt i bundter, af opkøbere af brugt militært materiel, og kunne købes billigt, hvis de da ikke nåede at blive solgt til udenlandske opkøbers. 

I dag er de blevet eftertragtede samlerobjekter blandt Land Rover entusiaster og såkaldte "overlanders", folk der udruster deres køretøjer, oftest firehjulstrækkere, til længere ekspeditioner, langt fra alfarvej, og hvor de robuste traileres off-road egenskaber virkelig kommer til deres ret. 

Jeg fik min i 2010, og i følge papirerne, har den gjort tjeneste hos Royal Marines

En Sankey-trailer er fantastisk som overland-trailer, og mange bygger dem om og op, med tagtelt, og div skabe og skuffer og udtrækskøkkener osv, men det er også gode som "skovtrailere" 

Der er som udgangspunkt 2 typer Sankey-trailere. Narrow-track og Wide-track
Altså smalle og brede. Forskellien er nu ikke så stor igen, og så alligevel. Den første  generation trailers, var beregnet til at blive trukket af serie 2a og serie 3 Land Rovers, og passer sporvidde med dem. Sagt på en anden måde, de render lige ret i det trækkende køretøjs hjulspor, hvilket, naturligvis er en fordel i terrænet. 
Da det engelske militær i midten af firserne begyndte at bruge de mere moderne 110"/90" , dem vi kender som "defenders", ja, der udvidede man sporvidden med 2 tommer, så den passede til de marginalt bredere Land Rovers. I praksis gør det dog ingen synderlig forskel.

Narrow track
Narrow track
Narrow track
Narrow track

En væsentlig forskel er at Narrow track IKKE har en bagklap, tanken var at de skulle være vandtætte, så man kunne køre igennem f.eks en lav flod, uden at godset blev vådt. Denne tanke blev dog opgivet på wide-track udgaven, der fik en bagklap, Dertil istedetfor 2 støtteben foran, fik et næsehjul. Bagtil har den stadig to støtteben, der kan slås ned og justeres i længden, så traileren står vandret. Tanken er efter sigende, at en trailer fyldt med f.eks ammunition kunne efterlades, og aflæsses efterhånden, som man fik brugt forsyningerne. Narrow-track'en er efterhånden sjælden, men der findes stadig en del widetrack. Senere udgaver havde hydrauliske bremser, og automatisk påløbsbremse, så man ikke skal ud og låse trækket for at bakke.

VÆRD AT VIDE OM SANKEY's
 

De ruster! 
Godt nok er de bygget utroligt solidt, og kan vel klare noget nær en direkte træffer med en artillerigranat. Men de er ikke bygget til at holde i årtier, og vil som udgangspunkt ruste meget hurtigt. Især ladet, der er tynde sammensvejsede plader, ruster hurtigere end en LADA! Jeg har set en enkelt være galvaniseret, selv har jeg måtte købe et løst lad, som endte med at koste ligeså meget som traileren i sin tid. Selv disse løse ladkasser er ved at være udsolgte hos opkøberne. 

De er tunge! 
Vægten er ca 450 kilo TARA. De er beregnet til at flytte 750 kg og er også kendt som 3/4 ton Trailer. Det giver en totalvægt på 1200 kg, så man skal lige have styr på kørekort osv, inden man spænder dem på. 

De kan være svære at syne
Vi var 8, der i 2010 gik sammen om at købe hver en Sankey-trailer hos firmaet Whithams i England, og få dem til Danmark som returgods. Dengang var de relativt nemme at syne, de skulle naturligvis toldsynes, hvilket vil sige at man skulle forbi en brovægt, og få en veje-seddel, på tomvægten. Indregistreringsattester, er ikke noget man bruger i det engelske militær, men med de engelske blå frigivelsespapirer, og et brev fra Skat, der gav "grundlag for registrering" som det hedder, så fik vi dem synet. Hvilket naturligvis forudsatte at traileren ellers overholdt detailforeskrifterne, altså om den var mekanisk i orden. 
De skal som udgangspunkt, synes i "fast kombination" altså synes til det køretøj, der skal trække traileren, så bilen skal også synes!  Storbritanien er ikke længere med i EU og reglerne for syn af ikke-typegodkendte køretøjer, herunder trailere, er efter hvad jeg har kunnet finde ud af, strammet op. 

Træk! 
Der er dem, der har fået dem synet med kugletræk, men derved forsvinder lidt at terrænegenskaberne. Det bedste er at beholde NATO-trækket, altså den ret tykke ring, der for traileren til at ligne en landbrugsvogn! Det er den ikke! Det er vigtigt at man bruger det rigtige træk, der passer til ringen, og som kan rotere. Der er sket alvorlige ulykker i England, hvor et træk har været låst, og en trailer simpelthen har væltet det trækkende køretøj. 
Brug originale træk, f.eks Dixon-Bates. Hold dig fra billige KIna-udgaver, også  selvom de er smarte og har indbygget kugletræk. 

LÆS!
Da akslen sidder midt under ladet, kan man meget hurtigt få dem læsset for tungt bagtil. Det kan give nogen ret uhyggelige oplevelser, og være direkte fatalt! Jeg har selv oplevet at jeg havde fået læsset et læs brænde lidt forkert, og på motorvejen begyndte traileren at slingre voldsomt!!! Det gjorde Land Roveren så også, og det kunne være gået gruelig galt. 
Et lille tip er at traileren helst skal tippe lidt forover. Også selvom man synes det ser "noller ud"

EL! 
Hvis ikke traileren har været i hænderne på en civilist, så er stikket til lys, sansynligvis af NATO-typen. Her kan det være nødvendigt at montere et moderne civilt stik.  Pærene i lamperne er muligvis også 24 volt, og skal skiftes ud med 12 volts pærer. 

Reservedele:
Det kan være lidt en udfordring at finde reservedele til en trailer, der udgik af produktion for over 30 år siden, og som aldrig har været tiltænkt det civile marked. Her må man på Ebay.co.uk eller man kan med fordel søge om medlemsskab af den fantastiske facebook gruppe 
Sankey, Brockhouse & Penman Trailers - UK & Worldwide 

Penman Trailer
Penman Trailer

Penman Trailer. 
Hvis man har mod på det, kan man prøve at f¨å  fat i en Penman trailer, der er afløseren for Sankey-traileren.
Den er noget tungere, en små 600 kg i egenvægt, til gengæld er den lavet i rustfrit stål, har plastic inderskærme, ekstra rum, og har skivebremser og er i det hele taget en lækker trailer.